Svar på spørgsmål til healing

1. Healing kan hjælpe med en lang række lidelser og problemstillinger. Da healingen går ind og aktiverer eller beroliger nervesystemet og skaber flow i energien i kroppen, bliver kroppen i stand til at heale/reparere sig selv. Er du deprimeret, kan healingenergien løfte dit humør og støtte dig i f.eks. igangværende terapi, psykoterapeutisk eller Bach-terapeutisk.

Bag de fleste fysiske skavanker og lidelser gemmer der sig en række følelser i ubalance. Vores følelser hjælper os til at vælge til og fra i livet, men mister vi fornemmelsen af os selv og vores følelser, kan det betyde, at vi overhører vigtige signaler fra vores sjæl og vores krop.

2. Der er endnu ikke videnskabeligt bevis for healings helbredende virkning. Der er derimod en masse evidens/erfaringer for, at healing kan hjælpe de fleste mennesker på vej mod helbredelse. Kroppen er intelligent og kan i langt de fleste tilfælde helbrede sig selv, hvis den får de rigtige vilkår til det. Healing understøtter kroppen i denne selvhelbredelse.

3. Se svaret i 1.

4. Jeg kanaliserer energi fra den åndelige verden - ikke fra afdøde, men fra åndelige væsener som f.eks. engle. Jeg spekulerer ikke så meget på, fra hvad og hvem, jeg får energien, men der sendes energi igennem mig, og den går bl.a. igennem mine hænder. Det vil du kunne mærke som en stærk varme både på de steder, hvor mine hænder hviler, men også omkring dig. Ofte er temperaturen steget et par grader i min klinik efter en healing.

5. Der er intet, der tyder på, at healing er farligt. Har du pacemaker, vil jeg ikke anbefale dig at få healing, idet energien kan påvirke din pacemakers elektromagnetiske frekvens.

6. Har du oplevet ting, som din krop og sjæl opfatter som traumer, kan healingen forløse disse traumer, hvilket kan medføre, at du fryser meget eller at du begynder at ryste, uden at kunne standse det. Det går som regel hurtigt over, og bagefter føler du en stor fred indeni, ligesom diverse smerter i kroppen fortager sig.

7. Healing er det perfekte middel imod stress. Det både helbreder og forebygger, så er du sygemeldt med stress, vil healing være et naturligt led i din helbredelse, og en månedlig healing vil kunne forhindre, at du igen går ned med stress. Dog forudsætter jeg, at du er villig til at arbejde med dig selv og dine vaner, så du ikke  fortsætter med at vælge de mønstre, der medfører stress.

8. Du kan sagtens modtage healing, selvom du modtager medicin. Jeg vil så være opmærksom på, hvilken sygdom, du har, som kræver medicin og undersøge de mulige bagvedliggende årsager.

9. Du er vågen og ved bevidsthed under healingen. Jeg har dog mange klienter, som falder i dyb søvn, da de opnår en total afslappelse. Sover du, modtager du healingen ligeså godt eller bedre end når du er vågen.

10. Du risikerer ikke at besvime, men allerhøjst at falde i søvn.

11. Forskellen på healing er, at i healing arbejder jeg koncentreret med energien, for at befri dig for blokeringer i din krop og i dit sind, og i clairvoyance sker healingen som følge af, at du får viden om de ting, der fylder dig  bevidst og ubevidst, og redskaber til at komme videre i dit liv.

12. Se pkt. 4.

13. Du vil efter en healing kunne opleve forskellige reaktioner: Du kan blive kuldskær eller føle, du "koger", du kan have let til tårer, du kan få lyst til at gå hjem og få en lur, eller du kan pludseligt føle vrede.

Når hele kroppen bliver afspændt og blokeringer opløses, reagerer kroppen og skal udskille en masse, som du ikke har brug for mere. Derfor skal du drikke masser af vand de næste dage efter healingen.